Rammesætning i et horisontudvidelsesperspektiv
Websted: | LUonline.dk |
Kursus: | Uddannelse & Job (Åben adgang) |
Bog: | Rammesætning i et horisontudvidelsesperspektiv |
Udskrevet af: | Gæst |
Dato: | Wednesday den 4. December 2024, 10:04 |
Beskrivelse
Vi sætter nu fokus på hvordan U&J-aktiviteter kan rammesættes med fokus på at understøtte at eleverne får bredere horisonter omkring uddannelse og arbejde og sammenhængen med den øvrige del af livet.
Indhold
- 1. Rammesætning i et horisontudvidelsesperspektiv
- 2. Ursulas fortælling - Et eksempel på oplevelse af mening i et horisontudvidelsesperspektiv
- 3. Betydning af rammesætning med fokus på nysgerrighed og horisontudvidelse – Ursulas fortælling
- 4. Refleksionsaktivitet 3: Refleksion og perspektivering af fagformål og kompetencemål for Uddannelse & Job
1. Rammesætning i et horisontudvidelsesperspektiv
Der skal arbejdes med Uddannelse & Job i de obligatoriske fag, i den understøttende undervisning, i tværfaglige forløb og i øvrige læringsforløb.
Som lærer må man arbejde med at hjælpe eleverne med at forstå – og opleve det meningsfuldt at forstå – Uddannelse & Job-aktiviteter i et horisontudvidende og nysgerrighedsperspektiv omkring uddannelse, arbejde og måder at leve. Dvs. et bredere perspektiv end førstkommende uddannelsesvalg. Man kan ikke regne med, at eleverne ’af sig selv’ ved, at man kan udforske uddannelse, arbejde, og måder at leve med andre afsæt end sig selv og sit eget uddannelsesvalg for øje. Ligesom de ikke nødvendigvis ved, hvordan man kan udforske og være nysgerrig med andre afsæt end primært et forestående uddannelsesvalg.
Det peger hen mod vigtigheden af at overveje, hvordan aktiviteter omkring Uddannelse & Job rammesættes, og hvordan en sådan rammesætning kan ske med fokus på at bidrage til elevernes horisontudvidelse.
2. Ursulas fortælling - Et eksempel på oplevelse af mening i et horisontudvidelsesperspektiv
Vi har nu beskæftiget os med vigtigheden af at rammesætte aktiviteter i Uddannelse & Job i et horisontudvidelsesperspektiv (frem for et valgperspektiv) på måder, der giver mening for eleverne. Vi skal nu høre Ursulas fortælling som et eksempel på, at det kan opleves givende og meningsfuldt for elever at få udvidet deres horisonter, selvom det er knyttet til noget de ved, de ikke vil.
Ursula har i 8. klasse besluttet sig for, at hun vil på det almene gymnasium (stx) efter grundskolen. Ursula går nu i 10. klasse på en efterskole. Hun forstår sig selv om en ung, der er åben overfor og er i gang med at få en bredere og mere nuanceret forståelse af verden, end hun har fået qua det miljø, hun er vokset op i. Ursula vælger i brobygning i 10. klasse at besøge frisøruddannelsen. Hør her hvad hun fortæller (Skovhus, 2018, side 249-250).
Ursula er i 10. klasse på brobygningsbesøg på frisøruddannelsen. Jeg interviewer Ursula efter hendes besøg. Hun fortæller om besøget:
’Det var faktisk rigtig sjovt og spændende, fordi jeg har ikke rigtig tjekket før, at der findes en decideret frisøruddannelse. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har bare tænkt, at jeg havde styr på det, jeg skulle have styr på for at vælge. Det var rimeligt imponerende, at gå rundt inde på frisøruddannelsen. At gå rundt inde i deres lokaler og frisørafdelingen. Det var meget spændende, fordi jeg ligesom aldrig rigtig havde tænkt, at der var en decideret uddannelse… Det gik egentlig op for mig, at der måske ligger noget i frisøruddannelsen. Jeg troede, det var nogen, der ikke rigtig ved, hvad de vil med deres liv-agtigt. Men det er det overhovedet ikke. Det er folk, der ligesom gerne vil det, og ikke fordi det lige var deres udvej, fordi det er faktisk svært at komme ind på den uddannelse. Så hvis man ikke er super engageret, så er det ikke det, man skal. Og det var anderledes, end jeg troede. De lærer faktisk meget mere, end jeg troede’.
3. Betydning af rammesætning med fokus på nysgerrighed og horisontudvidelse – Ursulas fortælling
Ursulas fortælling er et eksempel på, at det giver mening at rammesætte aktiviteter i et nysgerrigheds- og horisontudvidelsesperspektiv med henblik på at understøtte formålet med Uddannelse & Job.
Det fremgår, at Ursula synes, at dét der foregår på frisøruddannelsen er sjovt og spændende, og at hun går udforskende til værks. Hun ser besøget som relevant for hende, fordi det bidrager til, at hun får et udvidet kendskab til uddannelser, arbejde og andres begrundelser for at finde noget interessant. Hun oplever også, at hun gennem besøget udvikler et mere anerkendende og respektfuldt perspektiv på de mennesker, som har valgt frisøruddannelsen og arbejder i frisørerhvervet.
4. Refleksionsaktivitet 3: Refleksion og perspektivering af fagformål og kompetencemål for Uddannelse & Job
Refleksionsaktivitet 3
Læs fagformål og kompetencemål for Uddannelse & Job:
Uddannelse og job - obligatorisk emne: Fagformål for faget uddannelse og job (pdf)
- Find tre eksempler, hvor formål og kompetencemål harmonerer med teorierne om, at det i Uddannelse & Job er vigtigt at have fokus på at udvide elevernes horisont omkring uddannelse og arbejde og nuancere deres forståelser.
- Er der nogle eksempler, hvor formål og kompetencemål ikke harmonerer med teorierne om, at det i Uddannelse & Job er vigtigt at have fokus på at udvide elevernes horisont og nysgerrighed omkring uddannelse og arbejde og nuancere deres forståelser.
- Er der fx noget, som peger på, at det overvejende er et fokus på valg af ungdomsuddannelse der skal være rammesættende for undervisningen frem for et overvejende fokus på karrierelæring og horisontudvidelse omkring uddannelse, arbejde og sig selv?
Notér dine refleksioner i din refleksionslog