At stille gode spørgsmål – en baggrund
Vil du vide mere om at understøtte refleksion og om at arbejde med forskellige typer af spørgsmål kan du fordybe dig her, hvor vi præsenterer tre temaer.
1. Tema 1: Refleksion
I forståelsen af refleksionsprocesser beskriver man i systemteorien tre forskellige domæner for refleksion. I de tre domæner hersker der forskellige logikker, og man vil være optaget af forskellige elementer og aspekter af en sag. I praksis kan forskellige logikker være til stede i refleksionen på én gang, men én vil ofte dominere.
- 1. domæne: Fokus på handlinger og beslutninger (Produktionens domæne)
- 2. domæne: Personlig stillingtagen, individuelle, holdninger, følelser og mening, hvad man anser som rigtigt (Det personlige domæne)
- 3. domæne: Bringe mange sagsforhold frem i lyset – at høre andres betragtninger, få nye indsigter, se problemstillingen på nye måder, udvikle nye forståelser i fællesskab (Refleksionens domæne).
(Hornstrup & Storch, 2001)
Alle refleksionsdimensionerne er vigtige i menneskers tilværelse. Forskellige kontekster og aktiviteter lægger op til forskellige former for refleksion.
I Uddannelse & Job finder vi det særligt relevant at understøtte refleksive processer inden for de to sidstnævnte domæner – og særligt det sidste: at bringe mange sagsforhold frem i lyset, understøtter en nysgerrig og åben tilgang til spørgsmålet om uddannelse, arbejde, sig selv i forhold hertil, samspil med øvrige liv osv.
Produktionens domæne, hvor der er fokus på handlinger og beslutninger, er noget af det som uddannelses- og erhvervsvejledningen skal understøtte. Men det er her en pointe, at hvis man har bragt mange sagsforhold frem i lyset, hørt andres betragtninger, fået nye indsigter, set problemstillingen på nye måder, udviklet nye forståelser i fællesskab og personligt har taget stilling. Så vil de valg man træffer, og de handlinger man gør, sandsynligvis være bedre funderet, end hvis man skrider direkte til valg og handling.