Identitet i det senmoderne samfund

Selvom Freja fra julekalenderen henvender sig til børn, kan du måske genkende hendes undren over hvem hun er og hvor hun har hjemme. I alt fald er det spørgsmål, som du helt sikkert vil møde når du skal undervise eleverne i grundskolen, fordi de i den alder er ved at finde ud af hvordan de vil gøre brug af friheden til at vælge deres vej i en verden, der spinner af sted med stadig større hastighed og hvor der ikke nødvendigvis er noget rigtigt og forkert svar på hvordan man skal være. I det næste afsnit vil vi introducere dig for en karakteristik af samtiden, fordi den kan hjælpe dig - og dine elever - til at blive klogere på den kontekst vi lever i og som vi gennem vores valg er med til at skabe.

I 2002 udgav Anthony Giddens bogen A runaway world (2002), hvor han beskriver samfundet i en såkaldt samtidsdiagnose. Hans pointe er, at samfundet - som titlen angiver - løber med stigende tempo og det har betydning for den enkeltes identitet og den måde man er fælles på. Anthony Giddens skriver, at samtiden er kendetegnet ved at være særligt dynamisk og som ét der forandrer sig med en hastighed, intensitet og dybde, som adskiller sig fra tidligere samfund. Et andet særkende, der ikke er set i tidligere samfund, er de moderne institutioner (som eksempelvis skolen og nationalstaten), urbaniseringen og de nye former for lønarbejder.

Det dynamiske samfund er drevet af tre mekanismer:

  1. Adskillelse af tid og rum
  2. Udlejringsmekanismer
  3. Modernitetens refleksivitet

Adskillelsen af tid og rum handler om, at den sociale interaktion i hverdagslivet kan ske på tværs af tiden og rummet, hvor den tidligere var steds- og tidsbundet til eksempelvis hjemmet eller den landsby, den enkelte boede i. Når du eksempelvis sender en SMS til en anden, så vil modtageren ofte først læse SMS’en senere - dvs.  i en anden tid (og også i et andet rum) end der, hvor den er skrevet - og det er muligt for børnenes forældre at tjekke mailen fra arbejdet, mens han eller hun er hjemme i familien.

At vi i Danmark ofte får passet (og til en vis grad også opdraget) vores børn uden for hjemmet - altså i institutioner -  er ifølge Giddens et eksempel på en udlejringsmekanisme. Giddens skelner mellem to udlejringsmekanismer: symbolske tegn, som eksempelvis penge, og ekspertsystemer, der eksempelvis kan være en skolelærer, der er ekspert i at undervise, eller en læge, der er ekspert i sygdomme osv. Disse udlejringsmekanismer hænger sammen med adskillelsen af tid og rum og omvendt.

Som du læste i det tidligere afsnit har menneskene i alle tider forholdt sig til sig selv og deres omverden ved at reflektere, men ifølge Giddens er det blevet en mekanisme, der er helt central, fordi der er så mange kommunikationer, viden osv. at tage stilling til og handle ud fra - ganske enkelt fordi samfundet ikke længere i så høj grad som tidligere kan forlade sig på traditioner. Det er med andre ord ikke givet hvilken vej og på hvilke måder den enkelte skal leve. Alt er - eller kan i hvert fald være - til diskussion og Spørge Jørgens finurlige spørgsmål, som “Hvorfor er tandpastaen på tube”, er pludselig kommet på mode.

Samlet set har alle disse mekanismer betydning for den enkelte og dennes oplevelse af sig selv og verden, fordi det bliver op til den enkelte selv at vælge hvem og hvad man vil være - hvilket på den ene side betyder, at den enkelte har frihed til at vælge sin egen vej - men på den anden side også betyder, at man må leve med risikoen for at vælge forkert.