Seksualundervisning i et historisk perspektiv
Selvom seksualundervisningen først blev gjort obligatorisk i den danske grundskole under navnet seksualoplysning i 1970, har skolen og samfundet langt tidligere været optaget af børn og deres seksualitet. Blandt andet skrev biskop Gerhard Peter Brammer,
som var en af datidens vigtigste pædagoger, at skolen var et sted, hvor børn og unge skulle oplyses om deres seksualitet. Dengang var man særligt optaget af at seksualiteten skulle have det formål at føre slægten videre og ikke noget, der var en nydelse
i sig selv: Onani var syndigt og skulle bekæmpes. Blandt andet derfor forslog lægen Emil Hornemann i 1860, at der skulle bygges åbne skolepulte, så lærerne kunne kontrollere, om der foregik noget upassende under pulten. I den tid var undervisningen
rettet mod drengene og deres seksualitet, fordi pigerne ansås som mere passive i forhold til det seksuelle. Du kan se mere om seksualundervisningens historie i bogen ”Seksualitet, skole og samfund - Kritiske perspektiver på seksualundervisning”, hvor
særligt kapitel 1 og 2 stiller skarpt på seksualundervisningens historie.
I slutningen af 1800-tallet fulgte en stigende urbanisering og der skete en spredning af kønssygdomme som gonoré og syfilis. Blandt andet derfor opstod et fornyet fokus på nødvendigheden af seksualoplysningen. Ganske enkelt for at undgå, at befolkningen
blev syge. I 1913 udgav Lærerinden Elna Panduro en bog om seksualundervisning, som kunne bruges i grundskolen. Den hedder “Det seksuelle Spørgsmål i Hjem og Skole”. I forordet til bogen skriver hun blandt andet:
Det er undervisning i kønslig Sundhedslære og kønslig Moral. Mange opdragere har i Nutiden følt, at det gamle System med fortielse og Tilsløring af Kønslivets Kendsgerninger og alle de dermed sammenhængende Forhold har spillet Fallit. Alle kender af egen Erfaring, hvorledes dette ,,System” - om det kan kaldes saadan netop pirrer Nysgerrigheden hos Børnene, saa de ofte paa et tidligt Tidspunkt søger Oplysning om Sagen ad mindre rene Veje, hos større Kammerater eller andre. Den halvt eller helt forkerte og sidst kønslig hidsende Besked, de her faar, medfører i mange Tilfælde en fordærvelig Tilsmudsen af Sjælelivet i en tidlig Alder. Når Børnene saaledes bliver overladt til sig selv på et af Livets vigtigste Omraader, lægges der sikkert ofte Spiren hos dem til mange Slags Synder. Det værste er dog næsten, at den hele Sag trækkes ned for dem og bliver betragtet som noget stygt og grimt. De faar et forkert Syn paa hele Kønslivet og kommer maaske aldrig senere i Livet til at se det i det rette Lys.(Panduro, 1913, s. 5)
På mange måder var Elna Panduro forud for sin tid, når det gjaldt seksualundervisning og oplysning, hvilket er tydeligt i hendes argumentation for, at der skulle være en mere systematisk opdragelse og oplysningslære af blandt andet børnene. Til dette skrev hun:
Undervisningen virker pirrende på børnene, siger man. Man glemmer, at det som pirrer en voksen i seksuel henseende, lader et seksuelt umodent barn være fuldkomment indifferent. Alt kommer i øvrigt an på måden, hvorpå undervisningen gives. Ved at man taler nøgternt, jævnt og ligeud til børn om dette, tages netop brodden af det hele spørgsmål og hemmelighedskræmmeriet ophører. Man vil snart erfare, hvor ganske anderledes sundt og naturligt børn som regel tager på dette end andre voksne. Jeg har lagt nøje mærke til børnenes holdning i timerne såvel som til deres tilhørende spørgsmål. Min erfaring er da, at resultatet af undervisningen allerede i deres skoletid har været, at de tager ganske naturligt på alt, hvad der i den almindelige undervisning, i litteraturen, i historien osv. kan forekomme af hentydninger til kønslige forhold. Derimod har jeg gjort mig modsatte erfaringer med børn, der ikke har fået undervisning i kønslære.(Panduro, 1913, s. 7)
I sin bog bruger Elna Panduro blomsten og bien som eksempel, når hun skal forklare om forplantningen til børn og skriver dermed ikke direkte om menneskets kønslige omgang - hvilket var meget typisk for den tid. I tiden fra Elna Panduros bog i 1915 og i tiden op til 1970, hvor seksualundervisningen blev gjort obligatorisk, var det ikke givet, at eleverne mødte viden om forplantningslære eller seksualoplysning i skolen. Hvordan det kom til udtryk i historien, kan du læse mere om i en artikel i Kristeligt Dagblad af Celine Klint fra 2018: Kristeligt Dagblad - Seksualundervisningens historie (artikel) eller på KØN - Gender museum Denmark i Aarhus, hvor det er en del af deres permante udstilling - se mere her: KØN - Seksualundervisning gennem tiden (link).